
Rume og Kristian er begge opvokset på Amager. Som helt små boede de på henholdsvis Sverrigsgade og Amagerbrogade, blot 50-70 meter fra hinanden. Kristian og hans forældre har i en overgang endda bestilt mad fra Rume’s fars grill bar som lå midt i mellem de to lejligheder.
De gik også begge på Dyveke Skolen, men herefter skiltes deres veje. Rume læste på gymnasie på Nørrebro, hvor Kristian holdt sig tættere på Amager ved at læse på Christianshavn. Rume tog videre og læste på Copenhagen Business School, og Kristian valgte at blive selvstændig.
Begge holdt stadig kontakt til deres venner fra folkeskolen på Amager. Det er faktisk igennem en fælles veninde at de endelig mødte hinanden og fandt meget hurtigt ud af at det var utrolig dejligt at sidde og kigge hinanden dybt i øjnene (blandt andet).
Herefter faldt tingene så småt i hak, Rume flyttede ind hos Kristian og de valgte sidenhen at købe en dejlig lejlighed på Amager Strand.
To dage inden at de skulle flytte ind og starte et nyt kapitel i deres forhold, tog Kristian Rume ud på en hemmelig tur som viste sig at være et weekendophold på det idylliske hotel Alter Meierhof. Og det var ved den smukke Glückburg slotshave at Kristian faldt på knæ og friede til Rume (som I nok ved, sagde hun JA).